“ …..for min mund og andres ører….”

Av Trille, dansk forfatter og musiker

a

Der skal muges ud. Der skal ryddes af vejen. Der skal være plads. Der skal være et stort, tomt rum, som vibrerer og stråler i kraft af fravær af næsten hvad som helst, som kunne tænkes at forstyrre. Der skal være lange lige landeveje af god tid.

På vejen til det tomme rum er der pudsigt nok blevet ryddet op i de mærkeligste skuffer, som har ligget upåagtet hen i årevis, men som det pludselig bliver en tvingende nødvendighed nu at få ordnet. Ubesvarede breve fra sidste vinter er først nu blevet besvaret. Alle gamle regninger er blevet betalt. Telefonsamtaler til gamle venner, som har været forsømt i lange tider, er blevet ført. Hunden har nu pludselig fået den loppekur, som den har trængt til så længe. Selv ens egne tånegle er omsider i en høj grad af forkælelsestilstand.

Og til sidst er det bare ingen vej udenom:

Så må du ind i rummet. Ind til det tomme papir, de nyspidsede vikingeblyanter, klaveret, guitaren, nodepapiret, båndoptageren – og den lille sorte bog, hvor alt det “vigtige” erindringsstof er samlet.

Sådan får jeg produceret min egen lille surdej, som skal være “starteren” i arbejdet med at bage mine små åndelige brød. Og det føles i høj grad som et spørgsmål om kemi. Koncentration forbruger kalorier tydeligevis. Men der går kaffe til – og cigaretter…

Mit liv har i sagens natur – på grund af mit job som sanger – en lidt anden rytme end mange andre arbejdende menneskers. Året er inddelt i blokke af “ude” og “hjemme”, og jeg får dem aldrig til at indgå i en harmonisk helhed. Det kan ikke lade sig gøre. Sådan er det bare.

Når jeg er ude, er jeg hjemmefra hele tiden dag og nat i fjorten dage eller måske en måned, og i de perioder bliver der ikke produceret en eneste linje af ord eller toner. Allerhøjst bliver der tænkt nogle tanker, som eventuelt bliver skrevet ned til senere ransagelse. Så det er kun når jeg er hjemme og ved, jeg skal være der i et rimeligt stykke tid, at jeg gør arbejdet med at få surdejen klar, og den holder sig aldrig til næste gang, jeg er hjemme igen. Den slags bedårende køleskabe er vist ikke opfundet. Eller også kender jeg dem bare ikke.

Og så må der startes forfra…..så bl.a. derfor er det utroligt vigtigt for mig at holde liv i den, når jeg så er derhjemme og i selskab med den. Det indebærer selvfølgelig, at der ikke er plads til andre. Jeg tror bestemt ikke, jeg er særlig underholdende at være sammen med i de perioder, hvor jeg prøver at skrive, huset forfalder omkring mig, grøntsagerne bliver ikke høstet til tiden. Jeg hører ingen musik, læser næsten intet, ser næsten ingen mennesker. Jeg er stort set ikke til stede.

Jeg har aldrig skrevet et digt. Jeg kunne ikke finde på det og kommer nok heller aldrig til det. Tanken om en roman eller noget længere episk gør mig svimmel. Jeg har vist aldrig skrevet noget, som var beregnet på at blive læst (bortset fra mine breve – og så lige det her, naturligvis…), jeg skriver ikke for øjne. Jeg skriver for andres ører og for min egen mund. En besynderlig mellemkategori: det sungne/talte ord, som i vores civilisationskreds tydeligvis ikke nyder samme finkulturelle agtelse som det skrevne.

Så altså: digte skriver jeg ikke – føler ingen trang dertil. Det er sange, jeg har lyst til og prøver på at skrive. Og det indebærer nogle helt bestemte krav, som jeg har lært at kende som en del af det håndværk, der er at synge for levende mennesker.

Det er bl.a., at du skal fortælle folk noget i løbet af den tid, en sang varer. To til fem minutter måske. De skal helst have en chance for at opfatte, hvad det går ud på. De skal helst også føle en vis fryd ved tonerne. Du skal aflevere en følelse, en stemning, et handlingsforløb – og hvis det er helt vildt – en anelse visdom på ganske få minutter, og du har ingen chance for at gøre det om igen. Det er her, der sner. Det er lige nu: din stemme, dine fingre på guitaren, din vejrtrækning, dine fødder det rigtige sted på gulvet, melodien, ordene og den højeste grad af nærvær, når sangen afleveres fra din krop til andre kroppe. Det stilles nogle helt bestemte krav til produktet.

”De gamle”, der har lært sange fra sig til yngre generationer, siger, ”du skal kunne se det for dig !”

Den tror jeg på. Jeg skal kunne se det for mig, når jeg synger. Dem, der lytter, skal kunne se det for sig. Vi skal hver især have lov til at danne os vore egne billeder. Dem skal der være plads til. Det hele må ikke være udtalt og entydigt i det, der bliver sunget. Når jeg synger ”et lille lys i mørket”, ved jeg præcis, hvad det er for et lys, jeg synger om. Næsten alle mennesker har en eller anden erindring om et lille lys i mørket, som dukker op, når de hører de ord. Mit lille lys i mørket er min egen gårdlampe, som jeg kan se på lang afstand, når jeg er på vej hjem. Synet af den gør mig forventningsfuld og glad. Andre, ved jeg, ser for sig et stearinlys i et ellers mørkt rum – eller måske stjernen på himlen.

For mig er det et fedt, hvad man ser. Bare man ser noget for sig. Bare man danner sig egne billeder til eget brug.

Derfor klistrer jeg også nogle gange en seddel på lampen ved arbejdsbordet, fordi det er så uendelig nemt at forfalde til postulater og paroler. Dem vil jeg helst ikke tage i min mund. Og hvis jeg gør noget, der ligner (for andre), forsøger jeg efter bedste evne at dokumentere først.

sangen skal altså helst afføde billeder i hovedet på folk. De skulle helst komme forholdsvis ubesværet til dem. Og det er en af grundene til, at jeg bestræber mig på at bruge et sprog, som ligeså godt kunne være været talt. Selvfølgelig ikke i en hvilken som helst situation – som f.eks. hen over disken til brugsuddeleren – men som sprog, du anvender, når du er sammen med nogen, du er tryg ved og godt vil fortælle noget, som ligger dig på sinde. Ja,ja, jeg ved jo godt, vi ikke sådan går og taler i vers med rim til daglig – men det er nu efter min mening en del af en sang, at der er rim, som er vellydende og får linjerne til at hvile i forhold til hinanden – men der er situationer, hvor vores sprog er næsten uden forbehold, og hvor vi godt tør bruge billeder for at udtrykke det, vi mener. Det er det sprog, jeg forsøger at betjene mig af. Fremmedord om omvendte ordstillinger prøver jeg med al magt at undgå – af samme grund.

Så med disse beskedne arbejdsteser sidder jeg så der og kigger på de spidsede blyanter og skal bestemme mig for guitaren eller klaveret. Værsgo!

Gud ske lov er det jo aldrig helt på bar bund. Der er den lille sorte bog med de små optegnelser fra månederne, der er gået. Til tider er de overrumplede for mig selv. De er som regel skrevet ned meget tæt på den oplevelse, de beskriver og forekommer som et meget præcist destillat. Og så er der båndoptageren. Muligvis med små løsrevne melodistumper, som jeg har været i stand til at føle glæde ved selv. Eller nogle små flueben på nodepapiret, som kan få nyt liv igen. Der starter jeg så. Det kan ligeså godt være ordene som tonerne, jeg først tager fat i. Men altid med en eller anden vag fornemmelse af grundstemningen og hvad det skal munde ud i.

I den lille sorte står der:
åh-åh-åh-åh-åh
åh, lille søster
jeg elsker den
jeg elsker den
åh, jeg elsker jo den du elsker

Genialt, ikke? I hvert fald kan jeg huske, at jeg våndede mig en dag, jeg gik og gravede have – rent metrisk våndede jeg mig med disse ord – over at elske en mand, som var i den grad så aldeles helt bestemt ”anderswo engagiert.”

”Sange er tanker, der synges ud med åndedrættet, når mennesker lader sig bevæge af stor kraft og ikke længere kan nøjes med almindelig tale,” har eskimoen Orpingalik udtalt for nogle menneskealdre siden. Og sådan havde jeg det med de små ord.

Jeg vil tro – for jeg kan ikke huske det nøjagtigt – at jeg er startet med at sætte toner på de ord. Og rammen med de toner, jeg så har fundet frem til, er ordene blevet ændret til

åh, åh, lille søde søster

ved du hvad du elsker den

jeg kalder min.

Så sådan er omkvædet og virkeligheden også problematikken i sangen blevet til: hvad er dit, hvad er mit, når det drejer sig om forhold til andre mennesker? Til dem man elsker? Spørgsmålet om skyld, om lyst, om ufravigeligt begær, spørgsmålet om at acceptere, at alt har en mulig slutning. Både for min lille søde søster og for mig.

Derfra har jeg langsomt – langsomt – gnavet mig videre. Brugt nogle af de optegnelser, jeg tidligere har lavet, som altså har fundet plads i denne sammenhæng. F.eks. handler et af versene om, at når denne i så høj grad og fra flere sider elskede mand besøger mig, står hans stol på skrå. Selvfølgelig som et billede på uro og mangel på bestandighed. Og lige netop det billede stammer fra en drøm, som bl.a. handlede om, at han sad på en stol, som hele tiden stod på skråt ud fra bordet – og var ganske tydelig i sit budskab, synes jeg. Det passede der. Men det er muligt, at det billede ligeså vel kunne have været anvendt i en helt anden sang.

I hvert fald forekommer det mig, at jeg har et forråd af gennemtyggede oplevelser (erkendelser!), billeder, som ville kunne finde anvendelse i flere forskellige sammenhænge. Ikke i en hvilken som helst, naturligvis, men et billede, som jeg nogle gange har syntes var indlysende i en forbindelse, kan jeg tit opleve som lige så klar i en helt anden beretning.

Men med det lille beskedne omkvæd sat på toner er processen så i gang. Og så vil den ikke holde op igen, og indimellem er det skrap kost. Melodien kværner uophørligt i hovedet, der melder sig hele tiden nye ord, som muligvis kunne passe og indgå – når jeg laver mad eller skal prøve at falde i søvn. Især det sidste.

Men i øvrigt medfører den tilstand lykkeligvis en høj grad af skærpelse af sanserne. Den befordrer, at det, som på et eller andet tidspunkt er registreret i knoppen på en, får lov at komme frem, komme op til overfladen og blive vendt og drejet i fuldt dagslys. Den medfører, at alt omkring en bliver registreret i uhyggelig grad og ofte kan anvendes i den sammenhæng/tankeverden, man nu befinder sig i.

Arbejdet – helt konkret – består for mig i en evindelig vandring mellem klaveret og skrivebordet. Det er brik på brik, som skal lægges på plads. Netop som man troede, den lå det rigtige sted, viser det sig ved 8. eller 10. gennemspilning eller gennemlytning, at der alligevel må flyttes om, at det alligevel er et sted, der skurrer. At der er noget, der stritter i en forkert retning, at den akkord oven på den foregående ikke skaber den ro eller muligvis den spænding, som var tilsigtet.

Min arbejdsdag, når der drejer sig om dette her, starter om morgenen, når ungen er gået i skole, når jeg har hørt gudstjenesten i radioen, når klokken nærmer sig ni, når lyset er kommet (i hvert fald om vinteren). Og når jeg er kommet lidt over middag, er jeg ikke mere i besiddelse af den samme form for koncentration, og så er det bare, at møllen kværner videre, selv om jeg foregiver at lave andre ting.

Det er indlysende, at jeg ikke er i stand til at bibringe verden nye sandheder. Det er formodentlig alt sammen sagt før. Men jeg må holde mig selv fast på, at det, jeg kan, er at gøre det på min måde med mit begrænsede organ, med min mulighed for at få tanke og følelse til at smelte sammen i den tid, jeg nu befinder mig. Det må jeg holde mig selv fast på. Jeg må give mig lov til indimellem at begejstres eller blive rørt over mine egne ord og toner. Ellers er der nok ingen andre, der kan blive det, tror jeg. Og det kan sagtens være, at det, jeg rørtes over, da jeg gik i seng en aften, næste morgen viser sig at være kvalmende og slet ikke rigtigt. Jamen, så er det forfra igen.

Rent teknisk foregår alt det grundlæggende arbejde på blyantsplanet. Et ark for hvert vers. Mange muligheder, mange overstregninger – indtil jeg til sidst bestemmer mig for, hvilken af mulighederne, der er den rigtige. Det er på det plan al kassationsarbejdet foregår. Først når jeg er nogenlunde sikker på formen, bliver skrivemaskinen startet, og så kommer det til at fremstå med disse lidt mere forpligtende formelle typer. Det er først, når det er kommet igennem skrivemaskinen, at jeg synes, jeg vil være det bekendt. På det tidspunkt er melodien som regel også for længst fastlagt. Jeg skriver gerne et første vers, hvor jeg har formen – altså også tonerne på plads – og det kan selvfølgelig tage lang tid. Ud fra den model kan jeg så forme de næste vers, som til allersidst bliver ophøjet til skrivemaskinebogstaver….

Mit ønske er, at de ord, der kommer til at stå på papiret – og senere bliver sunget – er som toppen af isbjerget. For hvert ord eller for hver sætning skal der helst melde sig et helt sceneri for det indre øje. Der skal helst være mange lag af betydning, som ikke umiddelbart er hørlige eller synlige. Men hvis det lykkelige skulle ske, at man gerne vil høre sangene igen, må der meget gerne ved gehør åbenbare sig nye planer. Sådan skal ordene være – som toppen af isbjerget – og det skal være en fryd at synge de ord på netop de toner.

Tonerne skal fungere som små hjælpeånder, der sender ordene af sted ud igennem luften og intensiverer ”budskabet”. Ordene og tonerne skal passe til min mund og til min stemmes muligheder. Det kan ikke nytte noget, jeg laver en afsindig flot melodi, som spænder over et toneområde, som jeg ikke kan beherske. Det sætter sine naturlige grænser. Og der må ikke være ord, som er ligegyldige – eller fyld.

I starten af mit syngeri sang jeg andres sange. Jeg prøvede at finde dem, der lå så tæt på min sjæl som muligt. Det syntes jeg ikke, der var så mange, der gjorde. Så forsøgte jeg selvfølgelig selv at lege sangskriver. Det var mildest talt pinligt og blev aldrig fremført offentligt. Heldigvis.

Jeg havde konstant og hele tiden ønsket om at synge mine egne ord og toner. Først da jeg var blevet skilt og havde været hele møllen igennem, talt med andre, som havde nøjagtig de samme erfaringer, kunne jeg begynde at ane nogle mønstre. Og det var på det tidspunkt, at jeg ”lod mig bevæge af stor kraft”….

Det var som at have gennemtravet et landskab fra neden og opefter og omsider været kommet op på toppen af bjerget og kunne se ud over det hele. Der lå det så for fødderne af mig. Jeg kunne se, hvor den store brede vej gik, hvilke veje jeg muligvis ikke skulle vælge, forhindringerne, de yndefulde steder og de skyggefulde dunkle. Jeg syntes, jeg havde et lille overblik (som i øvrigt konstant har ændret sig siden), og det var ud fra det lille overblik – ud fra følelsen af ikke at være helt alene om netop de oplevelser, at jeg startede med at skrive mine egne sange. På det tidspunkt havde jeg ikke nogen anelse om, hvorvidt det ville kunne opfattes af andre. Det viste sig at kunne opfattes af mange andre kvinder først og fremmest. Og det var dejligt.

Det er stadigvæk på samme måde, jeg forsøger at skrive. Med meget lidt tanke på, hvad andre vil synes om det, og hvad de vil bruge det til. Men med megen tanke på, om det nu virkelig er i overensstemmelse med det, som bevæger mig nu.

Og kravene til en selv bliver naturligvis skærpet. I starten var det et forsøg. Noget, man ikke vidste, om man kunne. Nu ved man, man burde kunde. Og alligevel er det hver gang, som om det var den første.

Bagefter – når det står der på papiret og noderne og becifringerne er skrevet ved, så er det jo fuldstændig som efter en fødsel. Man kan næsten ikke komme i tanker om smerterne. Og det er jo virkelig barmhjertigt.

I min profession er det ikke slut med, at det er skrevet ned. Det er først der, det begynder. Og det er den store belønning. Første belønning: at kunne præsentere det for de tre virkelig elskværdige mandlige musikere, som jeg arbejder fast sammen med. De har naturligvis hele tiden været i mine tanker, mens jeg har lavet melodierne. Jeg har glædet mig ved at forestille mig, hvad de kan få ud af mit oplæg. Og min forventning er aldrig blevet skuffet.

Anden belønning – den endelige: at stå sammen med de tre og fremføre det for andre mennesker, som har lyst til at modtage. Det er sådan set det, det hele handler om.

Jeg tror ikke, jeg fik skrevet en linje – hvert fald ikke af den slags som jeg mest har gjort – hvis ikke jeg vidste, at der en gang imellem sad en flok mennesker i et lokale og glædede sig til, at vi skulle komme og gøre noget sammen med dem. Det er fornemt at få lov til det.

Ligesom jeg forsøger at få mine ord til at være en lille synlig eller hørlig del af noget større underliggende, er min aktivitet som skrivende at regne for det samme. Skriveriet er den mest synlige del af mit liv, som i øvrigt består af børn og opvask, glæder og sorger, folk, der kan lide mig og dem, der synes, jeg er afskyelig.

Jeg har en fast tro på, at de allerfleste mennesker kunne gøre nøjagtig det samme, som jeg gør, hvis de havde mulighed for at skabe sig det store, tomme rum en gang imellem. Det er såmænd ikke noget mystisk ved det, men i vores sammenhæng er det et uhyrligt privilegium, som er forbeholdt de få. Og: som i alt andet, vi i øvrigt går og gør, handler det om at foretage et valg. Såmænd.

”Hva skriver du om?” kan er journalist minsandten finde på at spørge. Det burde han vel vide, inden han kommer i fysisk nærhed af mig. Nå, men han spørger alligevel. Og jeg svarer alligevel, efter at jeg har overstået forundringen. Jeg tror, jeg prøver at beskrive de øjeblikke, hvor livet er mig nær. I al ydmyghed.

Trille, dansk forfatter og musiker, var en viktig stemme på 1970- og 1980-tallet. Hun ga ut en rekke cd-er i folkrock-stil. Nå arbeider hun mest med foredragsvirksomhet om livsfilosofi. En cd-boks med sju cd-er ble gjenutgitt i 2010, under navnet Hele balladen. I den forbindelse har hun i 2011 holdt flere foredrag i København og Århus.

 

Teksten er hentet fra antologien Susi Frastein: Når kvinder skriver, Tiderne Skifter 1985.

Dette innlegget ble publisert i Ukategorisert og merket med . Bokmerk permalenken.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *